20 år gamle Antique Lifestyle-køkken fik nyt liv

I Charlottenlund, i en smuk villa fra 1913, bor keramiker Mette Maigaard med sin familie. Mette designer og skaber smuk keramik, som med sine elegante former og betagende glasurer ender som fine produkter og skulpturer i rolige, jordnære farver – helt passende til hendes nye gamle køkken.

Køkkenet var allerede installeret, da Mette og hendes mand flyttede ind i deres hjem. Det var et Antique Lifestyle-køkken fra Sønderborg Køkkenet – et køkken, der var blevet passet med kærlighed og derfor sagtens kunne leve videre i den indretning, som den nye familie planlagde for hjemmet.

Et frisk pust

Fronterne var hvide, og køkkenet havde en træbordplade. Efter at have boet i huset i 15 år besluttede Mette og hendes familie, at køkkenet og tilhørende stue trængte til en fornyelse – et frisk pust. De havde dog svært ved at se fidusen i at udskifte et køkken, som stadig stod stærkt og ikke fejlede andet end, at det visuelt trængte til et løft.

Farve og funktion

Familien kom derfor frem til, at en ny bordplade og ny farve til rummet og fronterne ville være vejen frem. Herefter tog familien kontakt til os, og vi afmonterede fronterne og malede alle dele i den smukke Farrow & Ball-maling.

Farven ændrer nuance gennem dagen og kommer til sin ret, når de varme solstråler rammer overfladerne, eller når skyerne kaster skygger og tilføjer en smule kølighed. Det er en utrolig smuk farve, som sammen med vægfarve og trægulv skaber dybde og ro i køkkenet.

God arbejdsplads

Køkkenet byder på god skabsplads og masser af arbejdsplads. Rummet er udnyttet på en meget funktionel måde, hvor både vindue, arbejdsfunktioner og ikke mindst spiseplads får den helt rette opmærksomhed.

Tak til Mette fordi vi måtte komme forbi med kameraet og ikke mindst, tak for opgaven – dejligt at se at dit køkken lever videre.